
Modet til at handle på tilbageholdt potentiale kan være vejen til at vågne stolt om morgenen
Jeg var altid mere interesseret i de menneskelige aspekter af processerne, end i de egentlige processer og deres formål.
Mit navn er Tilde Jordal. Med en baggrund som ingeniør er jeg uddannet til at se og løse problemer. Denne interesse har altid været med mig, og jeg forsøgte at skabe en karriere ud af det i ingeniørfaget - med stor succes! I hvert fald udenpå: Her var der høj løn, store bonusser, faglig anerkendelse og min daværende chef spåede en stor fremtid for mig. Men indeni matchede følelsen ikke med den ydre virkelighed. Det føltes i bund og grund ikke meningsfyldt for mig.
Jeg skiftede spor og har dedikeret mit liv til at støtte mennesker i at genopdage deres styrker og handlekraft, så de kan leve med lethed og mening
Jeg forstår, hvor kompleks rejsen kan være fra, at vi mærker en fornemmelse af noget til, at vi tager de nødvendige skridt. Jeg har selv stået i startboksen, klar til at løbe, men holdt mig tilbage på grund af tvivl og lavt selvværd. Trods anerkendelse og succes følte jeg mig ofte fanget uden at komme ud på banen med den, jeg virkelig er, og det, jeg ville. Det ændrede sig, da jeg blev mor. Jeg nægtede at lade min datter tro, at livet skulle leves med tilbageholdt potentiale og undertrykte fornemmelser.
Min erfaring spænder over kropsterapeutiske teknikker, workshops og personlige forløb, hvor vi arbejder med tanker, følelser og selvværd i en helhedsorienteret proces
Mange af os kender både teorier og strategier for, hvordan vi skaber forandringer i vores liv, men uden vi formår at omsætte det til praksis og reelle, vedvarende forbedringer. Det er ærgerligt, for viden omkring noget, vi ikke formår at omsætte i praksis, kan give anledning til frustrationer og stress.
For at komme handlingslammelsen til livs, arbejder jeg med at inddrage kroppen i de løsninger, der er tilgængelige i vores liv, og som støtter de forandringer, vi ønsker
Når vi oplever, at vi er låst fast i uhensigtsmæssige tanker og handlemønstre, kan vi med bevidsthed og bevægelse af kroppen frigive andre signalstoffer. Sådan kan vi bogstavelig talt give hjernen mulighed for at tænke i nye mønstre og tage andre beslutninger, som kroppen kan omsætte til nye handlinger. Og nye handlinger giver nye resultater. Vi bliver vores egen katalysator for forandring.
Baggrund
Civilingeniør fra DTU (2011)
Projektleder ved Mannaz (2016)
ManuVision kropsterapeut og træner (2016)
Privat bor jeg på landet mellem Roskilde og Holbæk med min mand og vores tre døtre.
Her kunne det virke oplagt at skrive, at jeg bor i “landlig idyl” - men det gør jeg ikke.
Vores hjem er faktisk ikke idyllisk - det er ofte fyldt med kaos. Smil, lykke og grin er noget, vi selv arbejder for, godt kan sameksistere med konflikter og nullermænd.